Resume af Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb! Børns kulturelle udtryksformer og værdier.

Tekst af Beth Juncker

 

Teksten ”Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb! Børns kulturelle udtryksformer og værdier” er skrevet i 2005, året efter at loven om lærerplaner blev vedtaget og tager udgangspunkt i netop et af temaerne i denne lov.

”Kulturelle udtryksformer og værdier (kendskab til forskellige kulturelle udtryksformer og værdier, udnyttelse og brug af sanser via musik, tegning, dramatik, ler m.v.)”

Tekstens omdrejningspunkt er den problematik der opstår når kulturelle udtryksformer og værdier skal indtænkes i læreplaner.

Formålet med læreplanerne er at børn skal lære de faglige færdigheder så som at regne og skrive. De skal udvikle sig og lære noget der er fagligt dokumenteret og de skal lære det når pædagogerne eller de voksne bestemmer de skal lære det.

Det teksten sætter spørgsmålstegn ved er om kulturelle udtryksformer og værdier kan indgå som et punkt i læreplanerne på den måde det på nuværende tidspunkt er defineret.

Børnekultur kan deles op i Kultur for børn, kultur med børn og børns egne kulturelle udtryksformer. De to første handler om de kulturelle tiltag børn kan deltage i eller der kan vises for børn, samt det børn selv producerer og det hele er pædagogisk tilrettelagt. Hvorimod det sidste er børns egne kulturelle udtryksformer, de processer, de udvikles i, de redskaber, de benytter sig af, og de værdier, der knytter sig til dem.

Den sidste del af børnekultur er ikke vægtet særligt højt, af andre end børnene, når det kommer til læring, fordi det ikke er noget der kan skemalægges, læres på kommando eller ved at læse en bog.

Men netop denne del af børnekultur er af største vigtighed fordi det er her børn lærer at kunne begå sig socialt, at få venner og skaber egne erfaringer og erkendelser, samtidig med at det skaber et fundament for senere faglig læring.

Alle disse færdigheder lærer børn gennem den kulturarv der bliver videregivet fra generation til generation. De lærer det simpelthen ved at iagttage, deltage og afprøve samme med ældre børn. Samfundet i dag stiller ikke de bedste betingelser til rådighed for disse processer, da det kræver frirum uden voksenovervågning og mulighed for samvær med børnegrupper med stører aldersspændvidde.

Børnekultur ses i dag som et æstetiskflet, en del af det er processer, de processer børn indgår for at lære de kulturelle udtryksformer. Disse kulturelle udtryksformer aflejres i krop og psyke, det er derfor vigtigt at børnene har adgang til dem. Processerne kan blandt andet være gakkede gangarter, rallende råd, gys, gru, latter – noget som alt sammen er fuldstændigt meningsfuld og virkeligt så længe det varer. Disse magiske øjeblikke kan opstå hvor og når som helst, scenen herfor kan altså ikke sættes og dermed ikke være voksenstyret – de er spontane og gribes når de opstår.

I slutningen af teksten giver Beth Juncker ideer til hvordan punktet kulturelle udtryksformer og værdier bedre kan formuleres og defineres i forhold til læreplanerne så det også tilgodeser det sidste aspekt, børn egen kultur.

Et eksempel herpå er at børn har ret til….

at møde voksne, der ved, at fortællinger, der fortaber sig, vandede vittigheder, gustne gåder, gakkede gangarter, reporterkunnen, lyn-portrættegning, lyn-karikatur-tegning, evner til at dø højlydt, langsomt, rytmisk og længe, at aflure andres mimik og gestik, at skabe, tegne og spille et ’computerspil’ på én gang, at kunne styre en klappe-, danse-, synge-, remse-leg præcist så hurtigt og rytmisk, at den ikke går i stykker, er resultat af intens træning og udtryk for de komplekse æstetisk-symbolskefærdigheder, der er forudsætninger for kommunikation, leg, socialt samvær, personlig identitet og senere lyst til mere formel læring.