Kulturmøder

Meget spændende og højaktuelt emne. Minea jeg syntes det er så dejligt at du har antennerne ude og tager Yahya Hassans digte i brug.

Aktivitet 1.

Du skal udvælge og skrive et citat fra teksten ”Kulturmødet i pædagogisk arbejde”, som siger noget centralt om kulturmødet i pædagogisk arbejde. Du skal begrunde, hvorfor det netop var dette citat, som du valgte.

Ud fra teksten ”Kulturmødet i pædagogisk arbejde” skal du argumentere for, hvorfor vi skal beskæftige os med et emne som kulturmødet? Og hvad er efter din egen opfattelse begrundelsen for, at vi skal beskæftige os med emnet?

Hvilke personlige ønsker har du for arbejdet med emnet ”Kulturmøde”. F.eks. hvilken målgruppe har især din interesse?

Der er to ting jeg syntes er spændende det ene er samarbejdet med forældrene, alle de problematikker der kan opstå fordi kommunikationen ikke er optimal og hvordan man kan få forældre med anden etnisk (her tænker jeg specifikt somalisk) til at forstå det ikke er nogen straf at deres barn skal gå i institution, at det er et samarbejde og ikke bare en sted børnene kan blive passet lidt en gang imellem.

Derudover syntes jeg også det er spændende hvordan man kan bruge de kulturelle forskelligheder positivt. Som i eksemplet med min søns børnehave der er nævnt længere nede.

Jeg var også engang fotograf på et projekt der hed ung 2400 hvor unge med anden etnisk baggrund, blev rollemodeller for andre  - de to rundt på skoler, holdt foredrag, lave workshops om de ting de havde oplevet i mødet med den danske kultur.

Beskriv eksempler på kulturmøder fra jeres egen hverdag i en institution. Det kan være fra praktik eller arbejdssted. Desuden kan det være lige fra forældresamtalen til unge, som har brug for en særlig indsats - f.eks.:

* Der kommer en ny dreng i institutionen, han er fra England, har langt hår og pink tøj næsten hver dag (pædagogerne ved at forældrene har været meget fokuseret på debatten om kønsforskelle og lader derfor drengen selv vælge alt i forhold til tøj, hår etc.)
Den nye dreng vil meget gerne i kontakt med de andre børn, men de forstår ham ikke og han glider hurtigt ud af en leg hvis han endeligt deltager. han kan ikke kommunikerer med de andre børn, bliver frustreret og begynder at udtrykke sig kropsligt i stedet for verbalt.
De andre børn opfatter den nye dreng som en der driller. Dette bliver dog vendt, da den nye dreng begynder at lære danske ord, samtidig lærer pædagogerne også de andre børn enkelte engelske gloser så de kan imødekomme den nye dreng.

*  En familie med roma baggrund, har en dreng i børnehave. Der hvor de kommer fra er de vandt til at man kan gøre som man vil siger de, så de forstår ikke når institutionen beder dem at aflevere drengen før kl 10 af hensyn til eventuelle planlagt ture, de syntes det er at lægge bånd på deres frihed og at det danske system vil bestemme hvad de skal gøre. De bliver frustrerede og irriterede, hvilket ofte kommer højlydt til udtryk overfor pædagogerne.

* I en børnehave er der sukkerpolitik og det er af forældrerådet blevet vedtaget at man ikke må have sødt/usundt med når barnet har fødselsdag. den besked har mange af forældrene ikke forstået. Da der gentagende gange er forældre der har kager givet deres børn kager med ved fødselsdag, bliver der taget en snak med de forældre der har svært ved det danske sprog. Der bliver opfordret til at tage ex. frugt, boller, pasta eller grøntsager med. Mohamed der er den næste der har fødselsdag, bliver sendt af sted med wienerbrød - pasta eller pastry :)

Hvilke (kulturelle) positive oplevelser har du haft?

Vil her tage udgangspunkt i den børnehave min søn går i, hvor der er rigtig mange børn/forældre af anden etnisk oprindelse. Jeg kan huske, at jeg ikke syntes så godt om det da han startede, jeg ville jo det bedste for min søn og ville han nu trives med sammen med så stor en koncentration af børn, med en så markant anden baggrund og hvor mange af dem oven i købet havde ved det danske sprog.

Men jeg fandt hurtigt ud af at min søn slet så de børn med anden etnisk baggrund, som anderledes - de er bare børn og de kan lege de samme lege som han kan.

Derudover lære han så vildt mange ting som han på ingen måde ville have mulighed for at lære andre steder - han lærer jo selvfølgelig om andre kulturer ex. deres mad, sprog og levemåder.

Derudover lærer han en masser sprog ex. taler de meget engelsk i børnehaven.

Så det er faktisk blevet en meget positiv oplevelse, han får et andet syn hvordan man kan leve når han besøger venner der lever på en helt anden måde med deres familier, han er derfor meget rummelig over for andre med en anden kultur og så bliver han ikke skærmet for denne del af virkeligheden.

Derudover har det også været en positiv at opleve hvordan mange af forældrene til de børn i samarbejde med pædagogerne gør et kæmpe stykke arbejde for at få deres børn integreret på den bedst mulige måde. Det skal dog siges at det bestemt ikke er alle forældrene der er sådan, men der findes dem der møder op til forældremøder selvom de ikke forstår et ord dansk, dem der forsøger at lave legeaftaler for deres børn, dem der møder op og forsøger at være med når der er fællesarrangementer i børnehaven, dem der forsøger at give deres børn sunde madpakker med og dem der har dialoger med pædagogerne, selvom de har en helt anden opfattelse af hvordan et barn kan skal opdrages og håndtres.

Hvilke (kulturelle)problematikker oplevede du? F.eks. Hvilke kommunikative problematikker ser du i kulturmødet?

Ja det er jo netop det kommunikative der er problemet også for de forældre der virkeligt prøver at integrere deres børn efter danske normer fordi misforståelser så let kan opstå.

Det der bliver sagt af en pædagog med dansk baggrund, bliver måske hørt af en forældre af enden etnisk baggrund, men ikke forstået fordi de afkoder den besked der bliver afsendt ud fra deres normer, baggrund, værdier og hvad de ellers har med sig i rygsækken.

Kan I nævne sammenhænge, hvor kulturforskelle har/kan virke hindrende for den pædagogiske faglighed? F.eks.: Hvilke ”klassiske faldgruber” ser du, i kulturmødet mellem pædagog og forældre af anden etnicitet?

Igen det her med forskellige normer og værdisæt, ingen tvivl om at de fleste forældre vil det bedste for deres børn, men det som en forældre af anden etnicitet opfatter som det bedste er ikke sikkert helt harmonerer med de danske værdier og tanker om hvad der er det bedste for børn.

Jeg har også oplevet den pædagogiske faglighed bliver sat på prøve fordi nogle forældre ikke vil have deres børn deltager i bestemte at, da de følte det kom i konflikt med deres religion og andre forældre igen forstår ikke eller syntes ikke visse aktiviteter ar vigtige for deres barn at lære og derfor er det ikke nødvendigt de deltager i bestemte ting, de ser ex. ikke at børnene bliver holdt udenfor gruppen. Andre igen viser ikke pædagogerne respekt og det smitter af på deres børn. 

Kan/bør kulturforskelle være hindrende for den pædagogiske faglighed?

Som nævnt ovenfor kan kulturforskelle meget vel være hindrende for den pædagogiske faglighed overfor nogle børn. Om den bør være det syntes jeg nok ikke, men man er også nødt til at forstå og respektere at der er børn med en anden kulturel baggrund og de opfatter og agerer anderledes. Man klan ikke lave om på dette, så det er måske nærmere pædagogerne der skal tilpasse deres faglighed til det enkelte baren. Det der kan gøre dette svært er tænker jeg er helt andre parametre end kulturelle forskelle, men nok nærmere ressourcer og tid eller et fastlåst tankesæt hos pædagogen.

... Så må jeg hellere få opgaven gjort færdig.

Faldt lige over et essay der hedder "Asyl" skrevet af Andrea Hejlskov. Det handler om asyl, ja - men det handler også om kulturmødet og den forventning dem dem der kommer til Danmark, kan have om mødet med den danske kultur og hvordan det på ingen måder bliver en realitet.

Læs det, http://eeze.dk/2009/08/14/asyl-af-andrea-hejlskov/

Fra projektet UNG2400 er her et af de billeder jeg tog, samt et link til en lille video om det at være rollemodel for UNG2400.

http://www.redbarnetungdom.dk/UNG2400/Om_os/Videoer_om_UNG2400.aspx#.UoyKCNI2YxA

Hvad jeg har fået ud af forløbet Mundtlig legekultur.

Det vigtigste jeg har taget med mig fra dette forløb er helt klart at mit syn på pædagogik og pædagogens arbejde generelt har ændret sig.
Før havde jeg nok en opfattelse af at pædagogik og pædagogiske arbejde nok var lidt firkantet. Jeg havde lidt en fornemmelse af det på sigt, som pædagog ville blive min opgave "styre slagets gang" i fx en institution og at alt man foretager sig skal have et højere formål i forhold til læreplanerne.

Mit syn har ændret sig på den måde at det nu er lidt mere afslappet, det har altid været min opfattelse at børen lære mest der hvor de kan få lov at udforske og afprøve på egne præmisser uden konstant overvågning. Specielt efter at have læst Beth Juncker er jeg blevet inspireret netop fordi hun har lidt det samme syn på børn og unges kultur som jeg. Det har inspireret mig i forhold til at tænke mere abstrakt og ikke så firkantet, fordi jeg nu kan se at børn lære lige så eget om end ikke mere (i hvert fald ifølge Beth Juncker) når de får lov at have disse frirum.
Så det jeg syntes der er det spændende og udfordringen er at skabe disse frirum, men samtidig hvor de til dels kan være pædagogisk styret.

Børn og vittigheder

 

Det der jeg med børn og vittigheder syntes jeg er lidt svært for når man ikke lige dagligt er blandt en stor børneflok ex. skole, institution eller andet hører er det ikke så nemt at opfange vittighederne når de spontant opstår. De børn jeg har spurgt kan sjældent huske nogle vittigheder når jeg spørger dem, men tilkendegiver dog at de fortæller hinanden sjove ting om det så er deciderede vittigheder eller blot små sjove historier eller sjove selv opfundne ord ved jeg ikke.

 

Jeg har selv to børn på 2 og 4, deres niveau at vittigheder er dog ikke så veludviklet endnu, det er mere små sjove kommentarer eller fordrejninger af det der bliver sagt der kan give en helt absurd eller komisk sammenhæng.

 

Jeg har dog en nevø på 10 vi nogle gange er sammen med, da vi snakkede lidt om vittigheder fordi jeg spurgte ind til det kom han med et par stykker - det var dog ikke spontant, men altså på opfordring fra mig.

 

Lægen til patienten:
- "Hvis ikke du snart holder op med at jagte damer lever du ikke længe."
- "Sludder med dig doktor. Jeg er i alle tiders gode form."
- "Det kan godt være, men en af de damer du jagter er min kone."

 

Derudover gik der lidt sport i alle børnene vitser - hvilke jeg egentligt troede var glem lidt, men han og alle andre kunne altså en hel del.

 

Alle børnene var fattige, undtagende Frode - han kendte sin fars pinkode.

 

Alle børnene spiste is, undtagende Freja - hun spiste Papaya.

 

Alle børnene løb så hurtigt de kunne væk fra den farlige løve, undtagende Malthe - han kunne kun halte. 

 

De to sidste var til stor morskab for nevøen som fortalte dem, da mine børn hedder Malthe og Freja.

Børn & kultur - mellem gamle begreber og nye forestillinger

af Beth Junker

 

 

Teksten handler om at Vesteuropa siden 1980'erne har været i opbrud i forhold til børn og kultur og hvordan disse kulturelle forvandlinger påvirker børnene og de unge. I dag er vi ikke længere et industrisamfund men derimod et videnssamfund, hvilket også har stor indvirkning på hvordan børn og deres kultur i dag opfattes.

 

Thomas Ziehe mener derfor at den opfattelse at et af de steder der har størst indflydelse på børns identitetsdannelse er indenfor institutionsområdet, ikke længere er relevant, fordi processerne her er for styrede. I dag er det derimod i den æstetiske kultur børn gennemgår en socialisering og identitetsdannelse fordi de her ikke er underlagt pædagogiske og didaktiske målsætninger.

 

Børns hverdag i dag bærer meget præg af brugen af medier ex. tv, internet, mobil, i-pad, etc. Disse bliver ikke kun brugt til underholdning men også til æstetiske egenproduktioner.

Heri lægger den kulturelle frigørelse. I dag er det ikke kun kunstner der udgiver/udstiller æstetiske produktioner, børnene kan også, det behøver sågar ikke de pædagogiske rammer, de udforsker helt på egen hånd uden for institutionens rammer.

Mediernes indtog har også ændret måden børn er sammen på i dag, aktiviteterne foregår på en anden måde og tager andre midler i brug end pinde, grene, sten og leg på vejen.

Men det antropologiske kultur begreb ser man børn på en helt ny måde i dag er børn ikke længere individer der engang skal være en del af samfundet, men der imod individer der allerede er en integreret del af samfundet. Det ses ved den måde ordet børnekultur blev introduceret på, der var ikke noget for børn i form af kulturelle tilbud, radio, tv, teater... det manglede der.

I dag bliver der også lagt vægt på hvad børnene selv syntes der er vigtigt for dem, hvor imod det tidligere var hvad de voksne syntes der var vigtigt for børnene der lev tilgodeset.

Så essensen af denne tekst er at selvom børn i dag tilbringer meget af deres tid i institutionerne er det altså ikke her de henter alle deres værdier fra, ej heller danner al deres identitet på baggrund af påvirkninger fra institutionernes siden. Alt dette henter de fra en god sammenblanding af ældre redskaber og nyere kultur... denne kultur kan ikke læres som udenad lære, denne kultur skal afprøves, mærkes, sanses, udleves hvorefter den lagres i kroppen

 



At skabe antropologisk viden.

Resume 2

Tekst; At skabe antropologisk viden om børn.

 Fra bogen Feltarbejde bland børn.            

 

Teksten ”At skabe antropologisk viden om børn” søger at forklarer hvordan man selvsagt skaber antropologisk viden om børn, når den antropologiske børneforskning er rettet mod de sammenhæng som børn indgår i. Med udgangspunkt i dette beskriver teksten hvad begreberne feltarbejde, deltagerobservation, refleksivitet, barneperspektiv og kontekst handler om.

Feltarbejde beskrives som en nødvendighed for at tilegne sig ny viden om børn, deres roller, rutiner og sprog. Teoretisk viden er ikke nok, man er nødt til at være blandt børn og være en accepteret del af deres miljø. For at kunne nå dertil er det nødvendigt at man tilsidesætter egne perceptioner og forestillinger man har om det miljø og de mennesker der en del af livet der hvor man laver feltarbejde. Her kan blandt andet benyttes deltagerobservation, hvor evnen til at observerer og forstå sammenhæng uden at tage stilling er vigtig. Man skal se og tænke som gruppen man iagttager og iagttage dem med afsæt i deres egne motiver, handlemåder og kulturelle baggrund og værdier.

At lave feltarbejde kræver at man forholder sig refleksivt, dette kan dog til tide være svært, i sådanne tilfælde består den refleksive handling i at se med åbenhed på de forskellige fortolkningsmuligheder.

Når der tales om antropologisk børneforskning er denne ikke rettet mod et bestemt barneperspektiv, skønt det kan virke som om man forsøger at indkredse et bestem barneperspektiv med den viden man opnår med forskningen og feltarbejdet.

For at kunne lave et godt stykke feltarbejde skal man evne at skelne det enestående fra det typiske og ud fra tilstedeværelse i felten, skabes den antropologiske viden. Da dem der observeres sjælden agerer og reagerer som de eller ville gære hvis ikke de observeres, kan det være svært kun at tage udgangspunkt i det observerede når der forskes og analyseres. Derfor inddrages børnene i forskningen i dag for netop at kunne danne helt nye typer viden om børns liv generelt, deres opfattelse, handlinger og udviklings muligheder.

 

Resume af Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb! Børns kulturelle udtryksformer og værdier.

Tekst af Beth Juncker

 

Teksten ”Gakkede gangarter, vilde vitser, rallende råb! Børns kulturelle udtryksformer og værdier” er skrevet i 2005, året efter at loven om lærerplaner blev vedtaget og tager udgangspunkt i netop et af temaerne i denne lov.

”Kulturelle udtryksformer og værdier (kendskab til forskellige kulturelle udtryksformer og værdier, udnyttelse og brug af sanser via musik, tegning, dramatik, ler m.v.)”

Tekstens omdrejningspunkt er den problematik der opstår når kulturelle udtryksformer og værdier skal indtænkes i læreplaner.

Formålet med læreplanerne er at børn skal lære de faglige færdigheder så som at regne og skrive. De skal udvikle sig og lære noget der er fagligt dokumenteret og de skal lære det når pædagogerne eller de voksne bestemmer de skal lære det.

Det teksten sætter spørgsmålstegn ved er om kulturelle udtryksformer og værdier kan indgå som et punkt i læreplanerne på den måde det på nuværende tidspunkt er defineret.

Børnekultur kan deles op i Kultur for børn, kultur med børn og børns egne kulturelle udtryksformer. De to første handler om de kulturelle tiltag børn kan deltage i eller der kan vises for børn, samt det børn selv producerer og det hele er pædagogisk tilrettelagt. Hvorimod det sidste er børns egne kulturelle udtryksformer, de processer, de udvikles i, de redskaber, de benytter sig af, og de værdier, der knytter sig til dem.

Den sidste del af børnekultur er ikke vægtet særligt højt, af andre end børnene, når det kommer til læring, fordi det ikke er noget der kan skemalægges, læres på kommando eller ved at læse en bog.

Men netop denne del af børnekultur er af største vigtighed fordi det er her børn lærer at kunne begå sig socialt, at få venner og skaber egne erfaringer og erkendelser, samtidig med at det skaber et fundament for senere faglig læring.

Alle disse færdigheder lærer børn gennem den kulturarv der bliver videregivet fra generation til generation. De lærer det simpelthen ved at iagttage, deltage og afprøve samme med ældre børn. Samfundet i dag stiller ikke de bedste betingelser til rådighed for disse processer, da det kræver frirum uden voksenovervågning og mulighed for samvær med børnegrupper med stører aldersspændvidde.

Børnekultur ses i dag som et æstetiskflet, en del af det er processer, de processer børn indgår for at lære de kulturelle udtryksformer. Disse kulturelle udtryksformer aflejres i krop og psyke, det er derfor vigtigt at børnene har adgang til dem. Processerne kan blandt andet være gakkede gangarter, rallende råd, gys, gru, latter – noget som alt sammen er fuldstændigt meningsfuld og virkeligt så længe det varer. Disse magiske øjeblikke kan opstå hvor og når som helst, scenen herfor kan altså ikke sættes og dermed ikke være voksenstyret – de er spontane og gribes når de opstår.

I slutningen af teksten giver Beth Juncker ideer til hvordan punktet kulturelle udtryksformer og værdier bedre kan formuleres og defineres i forhold til læreplanerne så det også tilgodeser det sidste aspekt, børn egen kultur.

Et eksempel herpå er at børn har ret til….

at møde voksne, der ved, at fortællinger, der fortaber sig, vandede vittigheder, gustne gåder, gakkede gangarter, reporterkunnen, lyn-portrættegning, lyn-karikatur-tegning, evner til at dø højlydt, langsomt, rytmisk og længe, at aflure andres mimik og gestik, at skabe, tegne og spille et ’computerspil’ på én gang, at kunne styre en klappe-, danse-, synge-, remse-leg præcist så hurtigt og rytmisk, at den ikke går i stykker, er resultat af intens træning og udtryk for de komplekse æstetisk-symbolskefærdigheder, der er forudsætninger for kommunikation, leg, socialt samvær, personlig identitet og senere lyst til mere formel læring.